|
MADSEN REDERI A/S uddyber og oprenser hvert år mange hundredetusinde kubikmeter materiale fra havbunden i det meste af Nordeuropa.
Projekterne spænder lige fra oprensninger på 1.000 m3 i små lystbådehavne, gravning af render til kabler og rør og over i større uddybninger af sejlrender og havne på mange tusinde kubikmeter.
Opgavernes art og type er mangfoldige, og der rådes over udstyr til skånsom oprensning af forurenede materialer og udstyr til gravning i hårde materialer såsom moræneler og kalk.
Uanset om materialerne skal transporteres over korte eller lange afstande, klappes, losses eller pumpes, besiddes der fartøjer og udstyr i forskellig størrelse og kapacitet.
Flåden spænder således over mindre fartøjer som M/S GRY MADSEN der laster 70 m3, er udstyret med klapbund og særligt velegnet til uddybninger og oprensninger i små havne, til M/S GRETE FIGHTER der som virksomhedens største laster 390 m3, er udstyret med en af Danmarks største og stærkeste hydrauliske gravemaskiner, en Demag H95 med en gravedybde på ned til 12 meters vanddybde.
M/S GRETE FIGHTER er endvidere udrustet med sandpumpeudstyr og kan således både pumpe opgravet materiale i land og slæbesuge på dybder ned til 17 meter.
PETER MADSEN REDERI A/S har implementeret den nyeste teknologi inden for positionerings- og graveindikeringsudstyr og kan derfor levere det produkt og den dokumentation, som kunderne måtte ønske. |